Ingen sten er for stor til at vælte

Prædiken til Påskedag 2022 af sognepræst Mette Bock.

Er der noget, vi ikke kan vide noget som helst om, er det Jesu opstandelse fra de døde. Nogen mener, at opstandelsen var et kropsligt rumfartsforetagende, andre, at det var en åndelig begivenhed – og endnu andre, at det er verdens største fupnummer. For ingen så det. Der er ingen øjenvidneberetninger. 

Derfor er det vanskeligt at have alt for faste meninger om opstandelsen, men dens omdrejningspunkt må, med Århus-teologen Regin Prenters ord, være, at opstandelsen handler om at, Gud er noget i os – og ikke bare noget udenfor os. Hvor kærligheden og næstekærligheden er – dér er Gud.

Var der ikke øjenvidneberetninger til opstandelsen, så er der til gengæld masser af fortællinger om, hvad der skete både før og efter opstandelsen. Da Maria Magdalene og Maria kom ud til graven for at salve liget af Jesus, oplevede både de, og vagterne ved graven, noget virkelig usædvanligt, der simpelthen fik vagterne til at besvime af skræk!

Kvinderne holdt sig på benene, men deres ben rystede under dem af frygt, for jorden rystede, og der kom en engel, der glimtede som lyn. Englen væltede den tunge sten fra graven, og fortalte så kvinderne, at Jesus ikke længere var i graven, for Gud havde grebet ind og oprejst ham igen.

Englen omvender bogstaveligt talt kvinderne: sender dem bort fra graven, tilbage til livet, hvor de skal fortælle alle den sensationelle nyhed. Afsted med jer!

Det må have været en vild oplevelse, for på Jesu tid betragtede man døden som afslutningen på livet, et uigenkaldeligt punktum. Med døden var det slut. Helt slut. Det syn på døden er der fortsat mange, der har – og derfor er der stadig mange, der frygter døden. Men frygt ikke, siger englen. Og da han fortæller om opstandelsen, vender han sorgen og frygten til mod; livsmod.

På grænsen mellem liv og død er der meget, det står i et skarpt lys, men det er aldrig døden, der knækker et menneske - det er manglen på håb.

Håbet kan man få øje på mange steder, også når alting ser håbløst ud, og man læner sig ind i døden. 

For et par år siden sov jeg ved siden af vores families reservebedstemor, Ida, den sidste nat, før hun døde. Hun var over 90, og hun frygtede sådan set ikke døden; hun syntes, livet havde varet længe nok. 

Efter den lange nat, hvor jeg vågnede mange gange for at lytte efter om, Ida stadig trak vejret, blev det endelig morgen. Jeg trængte til frisk luft og gik ud i Idas have. Det var i det tidlige forår, og jeg plukkede en buket vintergækker, som jeg tog med ind.

”Se, Ida, jeg har plukket en buket dobbelte vintergækker i din have”, sagde jeg.

Ida magtede lige at åbne det ene øje på klem. Hun kiggede på den lille buket, og konstaterede så med et smil på læben: ”Det er ikke dobbelte vintergækker, det er Dorothea-liljer. Og de kommer igen til næste år!”

Ida mistede ikke blikket for håbets betydning, selvom hun stod på tærsklen af døden.

På græsk betyder ”Doro": ”gave” og "theo" betyder gud, så direkte oversat betyder Dorothea altså "en gave fra gud". Ida havde ikke mistet håbet, for hun kendte til gaven fra Gud og vidste, at naturens livscyklus ikke døde med hende.

Ida døde samme aften, men jeg har tit tænkt på, at det sidste hun sagde til mig handlede om opstandelse og gaven fra Gud. Blomsterne, der visner henover efterår og vinter, kommer igen og igen, år efter år. Der er håb, og det er også knyttet til livet her på jorden.

Livet har en grænse: Døden. Det er henover den grænse, mellem liv og død, Gud har bygget en bro. Første gang da han trængte ind i verden og lod sig føde som menneskebarnet Jesus, der netop levede blandt de mindste af os og viste, at alle har samme værdi og værdighed. Og anden gang han byggede på broen var, da han oprejste Jesus igen efter døden.

Den bro mellem himmel og jord betyder, at Guds kærlighed er i verden – og at vi er i Guds hænder i al evighed. Vi skal ikke gå ind i gravens mørke, men gå frimodigt ud i livet og leve det - til glæde for Gud og hinanden.

Benny Andersen synger, i en af sine sange, at livet er kort, hvis man måler det på langs - fra fødsel til død, som en afgrænset tidslinje. Men betragter man livet lodret, synger han – altså fra jord til himmel – så ser man pludselig livet i evighedens perspektiv. Det bliver uendeligt og fyldt med håb.

Kvinderne, der kom ud til Jesu grav, havde, meget jordnært, håbet på, at Jesus ville bringe et nyt kongerige til jorden. Med hans død døde det håb. Det blev mørkt. Men stenen blev væltet bort fra graven, og de så, at graven var tom. Gud greb ind i verden og byggede en bro. Kvinderne fandt ikke en død krop, men en levende engel, der fortalte, at Gud havde oprejst Jesus. Der ér en bro mellem jord og himmel. Og ja, så var det virkelig sandt, alt det Jesus havde sagt og gjort i sit liv her på jorden.

Opstandelsen var ikke et fupnummer. Derfor blev kvinderne ikke bare grebet af frygt, men også af stor glæde! Det kender vi godt fra store begivenheder i vores eget liv: Når vi får et barn, fyldes vi med glæde, men også frygt for, hvad der kan komme til at ske med barnet. 

Når vi kaste os ud i nye opgaver, drives vi af mod og håb, men frygten for at fejle lurer også: Var det nu det rigtige? Og hvad risikerer jeg at miste ved at tage endnu et skridt i livet?

Påskemorgen vender englen dødsfrygten til livshåb ved at beordre kvinderne til at gå ud i verden og fortælle det glædelige budskab om Jesu opstandelse. Det sidste ord er ikke sagt med døden.

Men nej, der var ikke nogen, der så opstandelsen. Vi kan kun tro og håbe på, at det er sandt, som ordet går, som Grundtvig skriver i sin salme om Påskeblomsten.

Englen sendte kvinderne tilbage til verdens tummel, med alle de sten, som vi kommer til at snuble over undervejs, og de prøvelser, der venter os alle. Men sten kan væltes bort, og vi kan se på verden og livet med nye øjne – med evigheden som målestok.

Påsken er ikke en endestation. Den er en omvendelse, en brobygning, en affyringsrampe og en omstigning til et nyt syn på livet. En festdag. For hvor kærligheden og næstekærligheden er, dér er Gud. Og med Jesu fødsel og opstandelse bragte Gud kærligheden og næstekærligheden ind i vores liv og byggede en bro over døden til evigheden. 

Døden får aldrig det sidste ord. Det gør Dorothea-liljen. Gaven fra Gud. 

Amen

”Efter sabbatten, da solen var ved at stå op søndag morgen den første dag i ugen, tog Maria Magdalene og den anden Maria ud for at se til graven. Pludselig kom der et kraftigt jordskælv, og en af Guds engle steg ned fra himlen, gik hen og rullede stenen væk fra graven og satte sig på den. Englen glimtede som lyn, og dens tøj var hvidt som sne. Vagterne rystede af skræk og faldt om på jorden, som om de var døde. Så sagde englen til kvinderne: Frygt ikke. Jeg ved, I leder efter Jesus, der lige er blevet henrettet på korset. Han er ikke her. Han er opstået fra de døde, som han sagde, han ville. Kom og se, hvor han har ligget. Og skynd jer så hen til hans disciple, og sig til dem, at han er opstået fra de døde, og er gået i forvejen til Galilæa, hvor I skal møde ham. Nu har jeg sagt det, der skal siges.”

Faktaboks:

Mette Bock blev i begyndelsen af 2022 ordineret som præst, og tiltrådte i februar embedet som sognepræst i Hansted, Lundum, Yding og Østbirk i Horsens Provsti. 

Påskeprædikenen er ganske let redigeret, med tilladelse, af Merete Nørgaard, april 2022.