Diakonforbundet Filadelfias Årsmøde 2025
Tema: Genoprejsning
Den 6. - 7. september 2025. Rønnebærhus, Filadelfia, Kolonivej 3, 4293 Dianalund.
Årsmødet er for alle medlemmer og venner af Diakonforbundet Filadelfia.
Velkommen til Årsmøde i Diakonforbundet Filadelfia 2025
Sidste år fejrede vi vores 100-års jubilæum med et ´gebommerligt gilde´! I år er vi tilbage med et Årsmøde i mindre skala - men ikke i mindre nødvendighed.
Som alle ved, så har vi oplevet, hvordan kriminelle franarrede os næsten alle vores penge i foråret 2025. Det gør stadig ondt. Men de skal ikke have det sidste ord, så derfor besluttede vi, at Årsmødet skal handle om Genoprejsning. Diakonforbundet Filadelfia er her stadig – og vi vil stadig være her for hinanden og stå på mål for diakonien!
Hjertelig velkommen til et Årsmøde, hvor vi får tid til at gå i dybden og tale sammen om, hvor vi skal hen, og hvordan vi sammen kommer derhen!
Diakonforbundet Filadelfias bestyrelse, 2025
- PRIS: Lørdag koster 200 kr. og søndagen er gratis. Betales ved ankomst lørdag.
- OVERNATNING: Du skal selv sørge for overnatning. Der er enkelte værelser til rådighed på Filadelfias Patienthotel (mod betaling). Kontakt Conny Hjelm, hvis du er interesseret i dette. Det er også muligt at overnatte på Comwell i Sorø - her bestiller man selv direkte.
- TILMELDING: Tilmeld dig via formularen herunder

Er du jubilar i år?
Hvis du er uddannet i år, der ender på 0 eller 5, så er du jubilar i år! Og hermed får du en særlig invitation til at blive fejret ved festmiddagen søndag den 7. sep. 2025 kl. 12.00.
Jubilarer er de personer, der er uddannede i årene 2020, 2015, 2010, 2005, 2000, 1995, 1990, 1985 osv. osv. osv.
Husk derfor at krydse af i feltet "Jubilar" i tilmeldingen - og skriv i kommentarfeltet hvilket år, du er uddannet.
Kærligste hilsener – og på dejligt gensyn på Filadelfia
Program for Diakonforbundet Filadelfias årsmøde 2025
Lørdag d. 6. september
Kl. 10.00: Ankomst og kaffe
Kl. 10.30: "Forbrydelse, straf og tilgivelse", oplæg v. Jesper Oehlenschläger, sogne- og arresthuspræst og forfatter, Hillerød.
Det er underligt, hvorfor man kan opleve en følelse af skyld og skam, når man har været udsat for en forbrydelse. Det burde vel være de kriminelle, der skulle skamme sig?! Hvordan kommer man ud over dette og genfinder værdigheden? Også som Diakonforbund. I Jesper Oehlenschlägers seneste bog: ”Byens lykke” rejser han en række refleksioner over kirkens ”kulturmandat” og kald til at bygge gode samfund, udleve sit kreative potentiale og blive medskaber af kultur og samfund.
Kl. 12.00: Frokost – med god tid til at snakke sammen eller gå en tur.
Kl. 13.30: Workshop rundt om Diakonforbundet Filadelfia.
Med afsæt i forbundets nye økonomiske situation har bestyrelsen tænkt, at det var en god anledning til en gedigen snak om, hvordan vi gerne vil være forbund. Derfor afsætter vi eftermiddagen til at tænke ud af boksen, ind i hjerterne og drøfte både vante og vilde synspunkter. Vi sætter her kursen for de næste 100 år!
I løbet af eftermiddagen vil vi servere kaffe og afholde generalforsamling.
Kl. 17.30: Aftensmad
Kl. 19.00: ”Vores egen aften” I krisetider skal man stå sammen! Og lytte til hinanden. Derfor vil vi mødes i Filadelfia kirke og dele vores fortællinger om, hvorfor vi valgte at blive diakoner – og, for de der skal indvies næste dag, hvorfor de vælger at blive diakoner.
Kl. 20.30: Aftensang – og fri hygge.
Søndag d. 7. september
Kl. 8.30: Morgenmad på Rønnebærhus
Kl. 10.30: Gudstjeneste med diakonindvielse i Filadelfias Kirke.
Kl. 12.00: Festmiddag med fejring af de nyindviede diakoner og årets jubilarer!
Kl. 14.50: Tak for i år – og kædedans på græsplænen.