Diakonien er som skvalderkålen i køkkenhaven

04.02.2024, Diakoniens Dag (seksagesima).

Af sognepræst Maren Pitter Poulsen. Prædiken holdt i Filadelfia kirke 4. februar 2024.

Der er mange ting vi ikke forstår. Mange ting som sker lige for øjnene af os, men som vi ikke har nogen anelse om, hvordan egentlig går til. Jeg arbejder f.eks. dagligt på en computer og bruger internettet, og skal jeg være helt ærlig, fatter jeg overhovedet ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Også selvom jeg har fået det forklaret, og måske fornemmer en flig af forståelse, så har jeg ikke fattet det. Men selvom jeg ikke forstår det, har jeg jo gavn af det alligevel. Og selvom jeg ikke fatter det, er det der alligevel. Det kan faktisk lade sig gøre at arbejde med noget, man ikke forstår, eller være en del af noget man ikke kan begribe.

Jeg tror, vi alle sammen kender mennesker, vi i bund og grund ikke forstår, men som alligevel er der foran os med deres forståelse af verden. Sådan er det også med Gudsriget. Det eksisterer, selvom vi ikke kan forstå, hvordan det gør det. Og vi er en del af det, uden rigtig at forstå, hvorledes det eksisterer.

Jesus forsøger at sætte billeder på. Han sammenligner Gudsriget med en lang række billeder. I dag siger han, at Gudsriget kan sammenlignes med et sennepsfrø, der lægges i jorden, og bliver til en kæmpe busk, hvor fuglene kan bygge rede. Nu har vi fået et billede på, hvordan det er. Har vi så forstået det fuldt ud? Ikke rigtigt vel. Betyder det så, at det ikke er der, bare fordi vi ikke forstår det? Heller ikke. Forstår jeg det? Nej, faktisk slet ikke. Jeg har ikke en fuldstændig og nagelfast forklaring på, hvad Gudsriget er - men det er der jo alligevel.

Jeg tror, det Jesus vil have os til at forstå er, at vi, der følger ham, er en del af det Gudsrige, der bryder frem, og vi er med til, at det sker. Uagtet hvad vi gør, bryder det igennem, men det virkeliggøres også ved, at vi gør noget. Men hvad er det for noget? Kan jeg forklare, hvad det er, når jeg møder det? Nej heller ikke. Men jeg kan mærke det omvendte. Jeg kan mærke, når jeg møder noget, der i hvert fald intet har tilfælles med det.

I dag fejrer vi Diakoniens Dag, og diakoni er, i sin fineste form, et eksempel på gudsriget, der trænger igennem - og måske en af de mere håndgribelige udtryk for det. Heller ikke dét er sådan at sætte på formel, men jeg tror, at mange, der arbejder med diakoni, vil sige, de har oplevet gudsriget slå igennem. Mange, mange små sennepsfrø bliver plantet rundt omkring, hvor der arbejdes ud fra det diakonale tankesæt, og er man heldig, så vokser det. Hvor små øjeblikke opstår, og det lille frø pludselig bliver til en stor, blomstrende og duftende busk lige foran en.

Når Jesus har valgt at sammenligne gudsriget med et sennepsfrø, er det ikke fordi han ikke kunne komme i tanke om et større træ. Der var mange langt stærkere og større træer i Palæstina. Cedertræer, cypresser osv. Men han vælger sennepstræet, eller busken, som det reelt var. Det tror jeg, han gør, fordi sennepsbusken havde en helt særlig evne. Et var, at dens frø var skattet som krydderi, og at dens krat var et yndet sted for småfugle at bygge rede. Men også fordi, sennepsbusken spredte sig. Havde den først fået fat, så spredte den sig med lynets hast, og bredte sig værre end ukrudt. Sennepsbusken var ikke en sart lille fætter, der krævede alverdens pleje eller omsorg, men et stædigt asen, der, trods modstand, bredte sig. Sådan ville Jesus have os til at se Gudsriget.

Min mor sagde tit, da jeg voksede op: ”Ukrudt forgår ikke så let”. Og det mente hun positivt. Hun kunne finde på at bruge det om sig selv for at nedtone hendes indsats, når hun havde klaret en vanskelig opgave, som folk roste hende for. Eller hun kunne finde på at bruge det om min søster og mig, når vi var maste, og på vej til at opgive. Så fik vi den sætning som opmuntring og trøst: ”Ukrudt forgår ikke så let” - og så kunne vi lidt igen. Aldrig bildte hun os ind, at vi var kronen på værket, eller en sart fin blomst alle skulle beundre, nej vi var rødderne, det, der voksede frem igen og igen, og det, der ikke lod sig kue.

Det er det samme, der gør sig gældende i den læsning vi hørte fra Esajas. Her fremhæves det, at vi er leret i pottemagerens hænder; ikke pottemageren. Vi er ikke guder, men det, der lader sig forme af Gud, og derved kan blive til noget nyttigt. Vi er ikke kronen; dét er Gud. ”Jeg er Herren, der er ingen anden”, siger han. Ikke for at sige, at vi så er ingenting, men for at aflaste os og gøre det muligt for os at gøre det, vi så kan.

Overfører man de beskrivelser på diakonien som udtryk for gudsriget, giver det et stærkt billede af, hvad diakonien kan og er. Diakonien er ikke et smukt, stort og ærbødigt træ, der er vokset i 100 år, nej, diakonien er græsrødderne, det, der stædigt skyder igen og igen. Det, der ikke kan holdes nede. Altid vil det finde en vej. Diakonien er som det ukrudt, vi tror vi kan få bugt med, men som alligevel vender tilbage. Skvalderkålen i din køkkenhave. For verden vil ikke have den, men stædigt bryder den frem igen og igen. Man vil støde på en modstand mod det, vi repræsenterer som diakonal institution.

Gudsriget kan mødes og mærkes på mange måder. I naturen, i musikken, i fællesskabet, i familien. Måske kan vi ikke rigtig forstå det, når det sker, eller netop helt forklare hvordan det fungerer. Men alligevel kan vi mærke, når det slår igennem.

Tydeligst slår gudsriget igennem i det diakonale arbejde, jeg møder. Når mennesker, der måske ikke er de fineste blomster i bedet, men snarere ukrudtet, alligevel, og utrætteligt, arbejder for at hjælpe. Når der respekteres, tilbydes, trilles, puttes, bages, hjælpes, leges, ordnes, krammes, tales og lyttes. Og den anden, der modtager alt dette, oplever, at det er godt. Så er gudsriget på vej, så bryder det igennem igen og igen. Som små bitte skud, der ikke er sådan at slå ned. Skud der sætter flere skud og breder sig. Også det er heller ikke til at forstå, men alligevel sker det!

Så at sammenligne Gudsriget med en sennepsbusk, der opførte sig som ukrudt og bredte sig, og brød igennem igen og igen, men samtidig gav ly og smag til de mindste, skal vi tage som et hædersmærke. Også selvom man, når man kommer med gudsrigets budskab, kan blive set på som ukrudt; som skvalderkål. Som noget der generer og fylder og er i vejen. Men så bliver man stædig, og bryder igennem en gang til. Og, hvis man er heldig, ender de skeptiske med at smage på senneppen og synes om den.

Amen